Om projektet | Om DVD´erne og online-versionen | Omtale & nyheder | Kontakt & bestilling

 
Projektets formål er at samle, dokumentere og formidle den teoretiske viden og praktiske erfaring, jeg har erhvervet gennem snart 40 års arbejde og virke for døve, hørehæmmede og multihandicappede børn og unge fra 2 - 21 år. Det omfatter døvblinde, fysisk- og psykisk handicappede, udviklingshæmmede, adfærdsvanskelige, elever med sprog-, tale- eller stemmeproblemer, med kontaktvanskeligheder eller indlæringsproblemer.

Projektet indeholder næsten alle musikterapiens discipliner med disse børn og unge i individual- og gruppeterapi, omfattende musikalsk stemmebehandling og taleterapi, sangterapi, bevægelse og danseterapi, drama, instrumentalt og orkestralt arbejde. De viste fotos er glimt herfra.

Det er mit håb, at projektet bliver let tilgængelig for musikterapeuter og musikpædagoger, audiologopæder og talepædagoger, fysio- og ergoterapeuter og andre kliniske faggrupper. Det henvender sig også til pædagoger i børnehave-, fritids- og ungdomsarbejde, til forældrene og andre i det multidisciplinære team.

Projektet, der er udviklet i nært samarbejde med Aalborgskolen og Aalborg Universitet, omfatter 3 double layer DVD+R på dansk med tegnsprog.

I marts 2009 er projektet lagt online som en multimediedokumentation "En verden af lyd og musik" og på engelsk "A World of Sound and Music".

Et personligt og permanent password kan købes for DKK: 200,- Se nærmere under "Omtale & Nyheder".

Et sådant interaktivt audiovisuelt medium giver optimale muligheder for at anvende programmaterialet og det færdige produkt til både erfaringsbaseret formidling, undervisning, uddannelse og forskning. Jeg håber, at det også vil være en inspiration og et bidrag til de konkrete pædagogiske og terapeutiske udviklings- og behandlingsindsatser for de børn og unge, for hvem musik er terapi og åbner mulighed for nye perspektiver i "En verden af lyd og musik".

De bedste hilsener. På genhør - på gensyn! Claus Bang.

 


 
Claus Bang - Musikterapeut-audiologopæd.

1961 - 1998: Leder af musikterapi-programmet på Aalborgskolen, undervisnings- og vejledningscenter for døve, hørehæmmede og døvblinde børn og unge.

1972 - 1975: Forskningsprojekt om "Musikalsk stemmebehandling og taleterapi med døve og hørende børn".

I 1977 initiativtager til og medlem af planlægningsgruppen for musikterapeut-uddannelsen ved Aalborg Universitet.

Siden 1976 docent, medlem af bestyrelsen og siden 2004 æresmedlem i I.G.M.F. - Internationale Gesellschaft für Musikpädagogische Fortbildung, Bad Fredeburg, Tyskland.

Siden 1981 vice-præsident, konsulent og instruktør for The Beethoven Fund for Deaf Children, Storbritannien.

Præsentationer og demonstrationer af musikterapi i 42 lande.

Siden 1998 free-lance instruktør og innovativ multimedieprojektleder.